Case

Baggrund

En speciallærer i skolen tog initiativ til forudsigelsesdialogen. Hun havde hørt om metoden, og at der var afholdt flere møder på en skole i kommunen. Speciallæreren kontaktede socialrådgiveren på den skole, hvor de afholdt møderne. Socialrådgiveren tog derefter kontakt til den socialarbejder i forvaltningen, som havde været med til at afholde møderne.

Arbejdsdeling
Da speciallæreren ikke var bekendt med metoden, blev socialrådgiveren og socialarbejderen enige om følgende arbejdsdeling:

• Socialarbejderen skulle mødes med familien sammen med speciallæreren
• Speciallæreren skulle kontakte familien og aftale et tidspunkt for mødet
• Mødet skulle foregå på elevens skole
• Socialrådgiveren stillede op som den ene mødeleder. Det var  muligt, fordi eleven ikke gik i hendes skole

Familiesituationen
Alle mødtes som aftalt. Den familiemæssige situation var sådan, at forældrene var separeret for en del år siden. To af børnene boede hos moderen, og to hos faderen. Ud over disse fire børn var der en ældre datter, som ikke længere var hjemmeboende. Eleven, Mathias, havde adresse hos sin mor, men opholdt sig for det meste hos sin far. Faderen var gift igen, og i den nye familie var der fire børn.

Det indledende møde
Med på det første indledende møde var:

• Mathias
• Mathias’ mor
• Mathias’ far
• Speciallæreren
• Socialarbejderen

Socialarbejderen mødte eleven første gang ved denne lejlighed. Der havde ikke været nogen kontakt med myndighederne på børneområdet.

Orientering på mødet

Speciallæreren fortalte kort, hvad hendes bekymring gik på. Eleven gik på sidste årgang i skolen. Han fik specialundervisning i samtlige fag på grund af koncentrationsbesvær. Hvordan kunne man finde de rette muligheder for videre uddannelse? Speciallæreren var også bekymret over den måde, eleven håndterede sin frustration på i vanskelige sociale situationer. Det skete tit, at eleven håndterede sådanne situationer på en temmelig voldsom måde, hvilket førte til, at forældrene ofte blev indkaldt til skolen for at drøfte forskellige problemer.

Socialarbejderen, som var fortrolig med metoden, forklarede, hvad forudsigelsesdialogmødet gik ud på. Hun lagde vægt på, at det var et anderledes møde, at man ikke befandt sig i nutid, da det er lettere at forestille sig, at der er gået et år, og at tingene fungerer godt.

Hun orienterede også om, at man på dette indledende møde sammen skulle beslutte:

• Hvem der skulle deltage i forudsigelsesmødet
• Hvordan temaet for mødet skulle formuleres
• Hvad mødet skulle mødet give svar på, så eleven og hans private netværk kunne få den støtte og hjælp, de havde brug for i den nærmeste fremtid.

Temaet for mødet

Temaet for mødet skal kredse om, hvad der mangler for at:

• Det sidste år i grundskolen kan blive så godt som muligt for Mathias
• Mathias får en god plan efter afsluttet folkeskole?
• Mathias får styr på sine humørsvingninger?

Inviterede deltagere
Familien bestemte, at følgende personer skulle deltage i forudsigelsesmødet.

• Mathias
• Mathias’ mor
• Mathias’ far
• Mathias’ storesøster (som boede for sig selv)
• Mathias’ storesøster (som boede hos faderen)
• Mathias’ bonusmor
• Speciallæreren, der også fungerede som studievejleder (og bestiller af mødet)
• Skolepsykologen, som havde testet eleven
• Speciallæreren fra den skole, hvor eleven ville søge (forældrenes idé)
• Socialarbejderen (som bestilte mødet sammen med speciallæreren)

Mødets forløb
Mødet varede ca. en time og blev afholdt efter skoletid.

Inden mødedeltagerne gik fra hinanden, enedes de om at:

• Socialarbejderen skulle skrive en indbydelse og sende den til samtlige indbudte til forudsigelsesmødet samt til samtalelederne. Socialarbejderen skulle tage kontakt til erhvervsskolens speciallærer
• Socialarbejderen skulle også sørge for lokaler og servering (der var ikke egnede lokaler på skolen)
• Speciallæreren skulle tage kontakt til skolepsykologen
• Moderen skulle tage kontakt til storesøsteren, som boede for sig selv
• Faderen skulle tale med sin kone og storesøsteren, som boede hjemme

Alle var tilfredse med aftalen. Mathias var glad for, at søstrene skulle være med og godkendte også alle de andre indbudte.

Der kan opstå situationer, hvor man må argumentere for at visse fagpersoner er nødvendige på mødet, fordi de er vigtige hjælpere i den fortsatte proces. Det er dog ikke konstruktivt at tvinge nogen med, som den unge absolut ikke vil have med.

Hvordan kom mødet i gang?

Alle indbudte kom til mødet. Sammenlagt var der 10 personer, 6 fra det private netværk og 4 fra det professionelle. Alle havde fået invitationen og bilagene, som gav information om mødets karakter. Socialarbejderen og speciallæreren var før mødet blevet enige om placeringen af deltagerne.

Specialarbejderen og speciallæreren var på forhånd blevet enige om deres roller. Speciallæreren ønskede, at socialarbejderen skulle tage hånd om selve introduktionen på mødet, eftersom det var hendes første møde. Hun bød velkommen og forklarede, hvorfor hun mente, at mødet kunne hjælpe Mathias og hans familie.

Selve mødet

Socialarbejderen tog ordet og introducerede alle til et ’anderledes’ møde.

”I er alle hjerteligt velkomne. Jeg vil takke jer for, at I er kommet her til Mathias’ møde for sammen at hjælpes ad med at planlægge Mathias’ gode fremtid.

Som jeg tidligere har fortalt jer, er dette et anderledes møde, end vi er vant til. Ved dette møde befinder vi os ikke i nutiden, men rejser med tidsmaskinen et år eller et halvt år frem i tiden, hvor ting og sager har ændret sig ganske meget. Fra fremtiden går vi så tilbage og ser hvilke indsatser, hvilke forandringer, der er behov for. Vi ser også på hvem, der kan hjælpe med til, at det kan blive godt.

På det her møde er det også vigtigt at skelne mellem det at tale og det at lytte. Det betyder, at selvom man ønsker at kommentere, hvad der er sagt, så må man ikke gøre det, før det har været alles tur. Herefter kan man så komme frem med det, man selv syntes er vigtigt. Det fører til, at alle får mulighed for at tænke over sagen/temaet fra deres egen synsvinkel uden at blive afbrudt af andre og blive forstyrret i sin tankegang. Det er nemlig vigtigt, at man taler ud fra sit eget synspunkt og ikke fremfører det, som andre bør gøre.

På dette møde får alle de samme grundspørgsmål. Følgespørgsmålene kan variere lidt, afhængig af det som fremføres. Familien får lidt anderledes spørgsmål end det øvrige private netværk og de professionelle.

Mødet her tager ganske lang tid. Vi har afsat 3 timer. Men vi holder en pause, efter at familien er blevet interviewet. Så drikker vi kaffe og har mulighed for at strække ben og gå på toilettet. Det har vist sig, at tiden som regel går ganske hurtigt.

Vi har bedt to udenforstående samtaleledere om at hjælpe os med at gennemføre mødet. De kender ikke til familien udover det, de ved fra indbydelsen. Heraf fremgår temaet, som vi skal behandle og en liste over jer, som er tilstede her i dag.

Mødelederne har tavshedspligt og kommer ikke til at tage nogen information med sig, men alt, som skrives ned, udleveres til bestillerne af mødet. Handlingsplanen er det vigtige, konkrete hjælpemiddel, som dette møde skal give os. Den bliver skrevet rent af bestillerne og bliver delt ud til alle deltagere på mødet bortset fra samtalelederne.

Samtalelederne deler deres opgaver således, at den ene interviewer familien mens den anden skriver alt det vigtige ned på tavlen. Efter pausen bytter de roller. Jeg vil gerne byde samtalelederne velkommen. Hvis de vil fortælle os noget yderligere, må de gøre det selv.

Nu må I gerne tage over.
Værsgo.”

Præsentation af deltagerne

En videre god start herfra er, at bestilleren hurtigt præsenterer de tilstedeværende. Det giver alle deltagere et klarere billede både af det private netværk og af de professionelle.

Læs evt. også temaet op igen for at gøre det tydeligt. Man kan også skrive det på et flipover-ark og hænge det op på væggen.

Mødets forløb efter introduktionen

Derefter tog samtalelederne over. Den ene førte mødeleder deltagerne frem i tiden gennem en tidsrejse. Her kan det være en god idé at beskrive årets gang i store træk, f.eks. ”der er gået et år. Det har været jul og vinterferie, og dagene er begyndt at blive lysere. Forårssolen begynder at varme, og skoleåret blev afsluttet, så vi kunne holde sommerferie. Mathias er nu færdig med skolen, og det er blevet efterår…”

Derefter begyndte interviewet med eleven, som er hovedpersonen.

”Mathias, nu er vi i november 2009, skoleåret, som sluttede i sommers, gik godt, og du er færdig med skolen nu. Du havde en skøn sommerferie med forskellige oplevelser. Efteråret er kommet, og alt føles godt. Hvad er du, Mathias, særligt glad for nu i november 2009?”

Fremtidsrejsen må ikke blive for lang. Men den er vigtig for at alle kan akklimatisere sig til et anderledes møde.

Herefter fortsatte dialogen omkring forskellige ting i Mathias' hverdag, han var glad for.

Kilderne giver anledning til opfølgende spørgsmål som ”hvornår skete det, fortæl mere?”, ”Hvad gjorde du selv?” ”Hvem hjalp dig?” osv. Samtalelederen forsøgte med sine spørgsmål at komme ind på mødets tema. Fra november 2009 trak samtalelederen sig tilbage og spurgte, hvad der var sket i de forskellige perioder. På dette tidspunkt fik man svar på, hvad der var sket, hvad Mathias selv havde gjort, og hvad Mathias var stolt over, at han er lykkedes med i den tid, som er gået.

Da det blev moderens tur, begyndte spørgsmålene således: ”Hvad er du glad for nu, i november 2009, når du har set at alt er faldet på plads for Mathias?” Herefter fortsatter spørgsmålene med lignende indhold – hvad har moderen gjort, hvem har hjulpet hende osv.?

Under mødet fremførte det private netværk mange ting

• Skolen er overstået – med et godt resultat
• Mathias havde et sommerjob – hvem havde hjulpet ham, først og fremmest storesøster, og hvis det ikke lykkedes, så kom socialforvaltningen med (=en forebyggende indsats)
• Mathias var glad for, at erhvervsskolens speciallærer var med på mødet. Han fik allerede her at vide hvilken støtte, Mathias havde brug for, og at Mathias havde koncentrationsbesvær
• Mathias søgte ind på forskellige skoler i løbet af foråret
• Mathias kom ind, der hvor han ønskede, fordi han gjorde sit bedste og fik hjælp af mange (mor, far, den ekstra mor, osv.)
• Mathias forsøgte at være mindre nervøs i klassen. Han talte mindre, og det førte til, at det gik bedre.

Interview med de professionelle

Efter pausen kom de professionelle med deres støtte, hvilket udmøntede sig i at:

• Speciallæreren fortalte om konkrete dage, hvor hende og Mathias havde støttetimer. Hun havde forældremøde i foråret og fortalte om ansøgning til skoler
• Speciallæreren sørgede for, at Mathias kunne få ekstra praktik i skoleperioden, så Mathias kunne få flere valgmuligheder
• Psykologen støttede ned indtryk og information i det omfang, det var nødvendigt. Udover det mødtes de regelmæssigt
• Læreren fra erhvervsskolen fortalte, at han sad i den gruppe, som accepterer nye elever til skolen. Nu kendte han Mathias og kunne lettere tage stilling. De mødtes allerede i starten af skoleperioden og aftalte en god tidsplan
• Socialarbejderen kunne støtte med at ordne mødet i februar, og være med i sommerjobbets plan B om nødvendigt. Hun kunne også deltage på overdragelsesmødet med den gamle og nye skole

Handlingsplanen

Tiden gik, og det blev til mange store plancher på væggene. Mathias begyndte at se helt tilfreds ud. Det var på tide at skrue tiden tilbage i hastigt tempo og tage fat på handlingsplanen.

Alle var med i processen. Det resulterede i en kronologisk liste over det, som skulle ske fra februar til november 2009. Bl.a. hvem der skulle tage ansvar for de forskellige ting, og hvornår dette skulle ske.

Evaluering

Til sidst fik alle udleveret et evalueringsskema, som man skulle bruge max. 5 minutter på.

Meningen med at udlevere skemaet er at få en spontan tilbagemelding på mødet fra deltagerne. Disse tilkendegivelser kan bruges til at forbedre møderne. Men også til at observere, hvilken nytte Mathias, hans familie og private netværk har haft af mødet.